Jeg går på universitetet og har en travl hverdag. Det har de fleste af os, og jeg er sikker på, at der er mange, der på nogle punkter i hverdagen føler sig utilstrækkelige; for det ved jeg da at jeg gør. Når jeg har både forelæsninger og opgaver plus eksamenslæsning, så kan jeg blive helt frustreret over den følelse af utilstrækkelighed over for mine nærmeste, og det overvælder mig. Især over for mine hunde, som er som mine børn. De vil gerne have mig hjemme hele tiden og bliver altid henrykte, når jeg kommer hjem.
Jeg læste et indlæg i Illustreret Videnskab for nogle år siden om Charles Darwin, og der stod noget, som jeg har husket og prøvet at leve op til lige siden:”Charles Darwin var en travl mand, men han tog sig altid tid til at give sine børn opmærksomhed, hvis de havde noget at vise ham, noget at fortælle eller havde brug for ham på andre måder.” Han afviste dem aldrig pga. travlhed. Det rørte mig, for det er vel det, essensen som forældre er.. Jeg forsøger så vidt muligt nu at vise min ‘børn’ og mine nærmeste, at de er lige så vigtige som mit studie. Det er svært, og mange gange mislykkes det da også. Men hvad kan man gøre mere end at forsøge?